En gård i Kædeby

BregnebjergDanmarks gårdmænd blev en magtfuld befolkningsgruppe i 1800-tallet og i en stor del af 1900-tallet. Det var de måske i nogen grad allerede i sidste halvdel af 1700-tallet, og i hvert fald blev forudsætningerne for den senere udvikling skabt af højkonjunktur og landboreformer på dette tidspunkt. Før denne tid var landet jævnligt blevet udpint af krige, af sygdomme blandt mennesker og dyr, og det var præget af, at landbruget havde en temmelig lav produktivitet - uafhængigt af ejendomsforholdene.
En titel på artiklen kunne have hentydet til de godt hundrede år fra landboreformerne til "systemskiftet" i 1901, hvor partiet "Venstre" fik regeringsmagten, eller den kunne have hentydet til, at i løbet af 1800-tallet kom langt de fleste bondegårde i "selveje", hvor de tidligere havde været ejet og "bortfæstet" af en hovedgård.
Disse og en del andre titler som f.eks. fremhævede udskiftningens og udflytningens betydning ville imidlertid alle have været belastet af mere end 150 års borgerlig politisk selvforståelse og national selvgodhed med træhestridende forarmede bønder og kloge, fintfølende konger og politikere, hvor gårdmændenes rolle i hele perioden konsekvent er blevet fejlvurderet. Omvendt ville det i forhold til det her skrevne være for vidtgående i en titel at hævde, at artiklen handler om gårdmændenes kamp og fremdrift som social klasse. Det gør den også, men den handler også om så meget andet. Derfor har jeg valgt ovenstående mere rummelige - og mere intetsigende titel.
Selvom menneskene i historien er en del af mine egne aner, så er den først og fremmest tænkt som et eksempel på en vigtig udvikling såvel i det langelandske som i det danske samfund som helhed. "Slægtshistorien" er her blot et forsøg på at gøre artiklens indhold mere nærværende og levende, den skal så samtidig illustrere det enkle forhold, at vores aner uden undtagelse har haft deres rolle at spille i datidens samfund - som vi nulevende har det i nutidens.

Fæstegårdmanden Kristen Hansen

HjortholmHjortholm er en mindre hovedgård i Fodslette sogn på Sydlangeland. 1779-82 hed dens ejer Johann Christopher von Kragenskjold. Han var "major af infanteriet og kaptajn ved det oldenborgske gevorbne (hvervede) infanteriregiment".
I 1780 overtog den dengang 28-årige Kristen Hansen en af Hjortholms fæstegårde i Kædeby efter enkemanden Peder Hansen, som hidtil havde haft den i fæste, men "som formeldest alderdom og skrøbelighed godvilligt afstod gården", som det hedder i Kristens fæstebrev. Kristens forældre var begge døde allerede, da han havde været barn. Faderen havde været mensalbonde i Humble - altså fæster af en af præsteembedets gårde.

Gården i Kædeby var på 4 tønder 6 skæpper 3 fjerdingkar og 2 album hartkorn. Hartkorn er et udtryk for jordens kvalitet. I denne sammenhæng betyder angivelsen formentlig, at der hørte cirka 50 tønder land til gården.
Ud fra fæstebrevet fremgår det ikke, at Kristen skulle betale indfæstning.
Men han skulle yde hovarbejde, og i landgilde skulle han give 4 tdr. 4skp. byg, 2 tdr. havre, 1 gås og 4 høns. En anden lignende - absolut mindre - årlig afgift til von Kragenskjold var 4 mark i "jordebogpenge", men han skulle så også have den forrige fæster på aftægt.
Samtidigt blev Kristen gift med Mette Margrethe Pedersdatter, hun var gårdmandsdatter fra Kædeby, hendes far hed også Peder Hansen men tilføjet "Salomonsen". Som det ikke var ualmindeligt fik svigersønnen også dette navn. Mette Margrethe fødte sønnen Hans, men døde imidlertid allerede i 1784.(1)
Kristen Hansen Salomonsen giftede sig igen. Den nye kone hed Anna Margrethe Madsdatter. Hun var som sin forgænger gårdmandsdatter. Der kom flere børn ud af dette ægteskab.
I 1782 havde Hjortholm fået en ny ejer. Den unge mand hed Christen Madsen, og han ejede hovedgården og de tilhørende fæstegårde i det meste af Kristen Hansens levetid.
I Kædeby foregik udskiftningen i 1790, både imellem de lodder, som bønderne dyrkede, og imellem jordejerne, idet grevskabet, Hjortholm og præsteembedet alle havde ejendom i landsbyen.(2)
Hjortholm fik en såkaldt "frivillig hoveriforening" i 1793. To år tidligere var det blevet lovgivningsmæssigt forsøgt at skabe mere ordnede forhold med hensyn til gårdmændenes hoveri, end det tidligere havde været tilfældet.(3) Statsmagten opfordrede til, at der blev indgået frivillige overenskomster, og med truslen om et kommende regeringsindgreb valgte langt de fleste godsejere at efterkomme dette.
Det utilladelige i ubestemt hoveri blev stadfæstet med en forordning i 1799.(4)
På Hjortholm blev en "frivillig forening" underskrevet 11.april 1793 af Christen Madsen og alle godsets 39 fæstegårdmænd.
Disse fæstere var fordelt på ni bylav i fem sogne, dog således at Fodslette, hvor Hjortholm jo ligger, var repræsenteret med hele tretten gårdmænd, men hele otte var fra Haugbølle, og fem fra Kædeby - blandt andre blev dokumentet underskrevet af Kristen Hansen.
Gårdmændene med samlet 190 tønder hartkorn skulle dyrke hovedgårdens godt 60 tønder hartkorn. De skulle yde en arbejdsindsats, der svarede til deres gårdes størrelse.
Dyrkningen af hovedgårdens marker var overenskomstens væsentligste indhold.
Desuden var der en række andre arbejder. Her var det arbejdet i skoven, der krævede flest spand- og gangdage. Men gårdmændene skulle f.eks. også stille med arbejdskraft, heste og vogne, når der skulle hentes materialer til godsets bygninger, og de eller deres folk skulle være klappere, når der blev afholdt jagter.
Hoveriforeningen betød næppe mindre arbejde til gårdmændene, deres karle, piger og eventuelle daglejere end tidligere.
Ud fra hoveriforeningen kan det selvfølgelig heller ikke afgøres, om Madsen udnyttede dens muligheder fuldt ud, og man kan heller ikke sige noget om eventuelle mere eller mindre heldige forsøg på overtrædelser fra hans side.

Xsten i kirke

I slutningen af maj 1799 fik Humble kirkes ejer lensgreve, kammerherre og oberstløjtnant Frederik Ahlefeldt-Laurvig et brev fra "Danske Kancelli", angående at de faste pladser i bl.a. Humble kirke fremover måtte fordeles på en ny måde.
Ahlefeldt Laurvig havde i begyndelsen af marts selv skrevet til kancelliet. Problemet var "at flere bøndergårde tilegne dem alle de stolestader, som i de ældre tider have tilhørt de, flere mindre steder, af hvilke gårdene nu ere sammenlagte" og "at endog hoved- og sædegårde, uden at afbenytte dem, tilegne sig stolestader i fremmede sognekirker, på grund af, at de have tilhørt bøndergårde, som senere ere nedlagte og under hovedgårdene indtagne".
Også i de andre langelandske kirker, som grevskabet ejede, måtte han altså lave en mere tidssvarende inddeling. Denne skulle som tidligere foretages, efter hvor stort et hartkorn den enkelte lodsejer havde.
Ahlefeldt-Laurvig havde pligt til at vedligeholde kirken, og han havde ret til selv at indkassere "kirketiende", eller at leje denne afgift videre. Kirketiende var dengang en naturalieydelse, og den var i Humble kirkes tilfælde udlejet til netop Hjortholm.
Kirken havde på dette tidspunkt en anderledes central plads i samfundslivet end i dag: officielle meddelelser foregik efter gudtjenesten, og "landmilitsen" havde også dens ugentlige øvelser på en plads i tilknytning til kirken - givetvis også efter gudstjenesten.
I udgangspunktet sad kvinderne til venstre i skibet og mændene til højre - almindeligvis var børnene ikke med.
Øverst havde godsejeren pladser, det vil i forbindelse med Humble sige godsejeren fra Skovsgård. Så sad gårdmændene og deres koner bænket, dernæst husmændene og deres koner. Tjenestefolk og indsiddere skulle så anvises de pladser, som blev tilovers. Denne talrige gruppe var i Humble kirke ikke levnet mange siddepladser, så man må gå ud fra, at en del af dem måtte stå op i det omfang, de kom i kirken.
Der var godt hundrede gårdmænd og knapt 1½ gang så mange husmænd.
Kristen fik sin plads på trettende række. Dér sad han sammen med fem andre gårdmænd - fire fra Humble og en enkelt fra Hagenby. På den anden side af gangen sad deres koner.(5)

Højkojunkturens og reformernes følger

I perioden frem til begyndelsen af 1800-tallet skete der en række forbedringer for Danmarks gårdmænd - som det bl.a. kom til udtryk i "landboreformerne" i slutningen af 1700-tallet.
Men efter Danmarks deltagelse på den tabende side i "Napoleons-krigene" og lavkonjunktur i Europa havnede landet i en voldsom og langvarig økonomisk krise, som satte reformerne helt i stå. Krisen i landbruget med markant faldende priser regner man fra 1818.
Men der var sket en udvikling - både på grund af reformerne og uafhængigt af dem.
En hel del jord var blevet udskiftet, så gårdene i højere grad havde fået samlet jorden i modsætning til tidligere, hvor hver bondegård før havde haft et stort antal agre, som en landsbys gårdmænd havde været nødt til at dyrke i en eller anden form for fællesskab.
Nogle gårde var blevet udflyttet fra landsbyerne.
Nogle steder var man gået bort fra tidligere tiders angiveligt uøkonomiske "tre-vangsdrift" til fordel for det mere moderne "kobbelbrug" - med en langt højere grad af sædskifte. Gårdmændene havde fået bedre redskaber, merglede, drænede og hegnede i højere grad end tidligere. Der var blevet indført nye afgrøder, såsom kløver, roer og kartofler.
Alt i alt gav dyrkningen af jorden et større udbytte, ligesom det dyrkede areal var blevet udvidet.
I en del tilfælde var der sket en pengeafløsning af hoveriet.
 
Landboreformerne havde betydet, at gårdmændenes placering i samfundet blev styrket, mens husmændene var kommet tilsvarende i klemme. 

Selvom der i almindelighed var tale om, at en hel del husmænd både med lidt jord eller med kun en have havde fået mere jord til rådighed, så må man samlet set sige, at husmændene var blevet absolut forfordelt i forhold til gårdmændene.
Hvis man ser på kort over Kædeby, så dyrkedes området nord for Kølle Nor før udskiftningen af husmændene - tilsyneladende i fællesskab, det samme område var efter udskiftningen inddelt i færre men større lodder, og grundene omkring husene i selve Kædeby blev større. Kortene er ikke direkte sammenlignelige, men formentlig blev der også bygget flere huse.
Uanset dette så viste den senere udvikling både i Kædeby og i landet som helhed, at husmændene som tidligere først og fremmest var tiltænkt rollen som arbejdskraft på såvel fæste- som hovedgårde.
Da husmændene tit blev tildelt lidt og dårlig jord, så var et af problemerne efter fællesskabets ophævelse og udskiftningen manglende græsningsmuligheder for husmændenes husdyr og en ublu betaling for ekstra græsning.
Gårdmændene var blevet stillet bedre retsligt, f.eks. kunne en fæster ifølge lovgivning i 1787 kun ved dom sættes fra en gård, hvor han i højere grad tidligere kunne være underlagt vilkårlighed fra godsejerens side.(6)
I en forordning fra 1791, hvor det blev godsejeren og hans forvalter forbudt at afstraffe gårdmænd og deres koner, blev den tilsvarende ret overfor husmænd netop ikke afskaffet.(7) Denne "revselsesret" blev i forhold til husmændene først ophævet 1848.

En svigersøn tager over

Jorden Pløjes: ( Foto: Rudkøbing byhistoriske Arkiv. )Da Kristen Hansen var 72 år, gik han og hans kone Margrethe Madsdatter på aftægt. Den endnu hjemmeboende 26-årige datter Maren Kristensdatter blev gift med en jævnaldrende gårdmandssøn fra Helsned ved navn Niels Clausen, og denne overtog fæstet på gården.
Det unge ægtepar nåede at få et barn inden mandens død kort før jul i 1823.
I noget der unægtelig ligner et "arrangeret ægteskab" blev den unge enke et halvt år senere igen gift. Denne gang var den udkårne Mads Hansen Jørgensen. Han var den yngste søn fra en anden fæstegård, nemlig "Bremlebjerg" i Fuglsbølle sogn.(8) Denne gård var ejet af grevskabet.
Madses fæstebrev blev udfærdiget 7.oktober 1824 og underskrevet af Julianus Hastrup.
Hastrup havde året før overtaget Hjortholm ved en auktion, efter at Christen Madsen var gået fallit. Landbrugsprisernes styrtdyk under 1820-ernes landbrugskrise må have betydet specielt meget for en hovedgård, hvor forpagtningsafgiften blev udregnet i naturalier, og hvor fæstegårdmændenes hoveriforpligtelse lå fast ifølge den gældende lovgivning.
Mads drev allerede gården. Hans mor Karen Rasmusdatter, enke efter Jørgen Schou, lånte ham penge, så Mads straks kunne betale 350 rigsdaler af indfæstningsafgiften. De resterende 150 rigsdaler skulle betales 11.december - det garanterede mor også for.
Mads fæstede gården på nu 5 tønder 1 skæppe og 2 album hartkorn.
I landgilde skulle han årligt give 5 tønder byg og 2 tønder 5 skæpper havre, 2 gæs og 4 høns.
"Jordebogspengene" var nu på hele 4 rigsdaler. Denne afgift skulle dog forøges med 2 tønder og 4 skæpper havre, en otting sommersmør og to snese æg årligt, når den ene af aftægtsfolkene døde. Mads skulle nemlig overtage den gældende aftægtskontrakt i forhold til svigerforældrene, den indebar, at han kun skulle svare det halve, når den ene af de gamle gik bort.
En anden årlig afgift var det såkaldte "fogedkorn". Det drejede sig kun om en skæppe byg. Den skulle ydes hvert års Mortensdag, sædvanligvis til Hjortholms skriverstue - til ridefogeden eller hvem nu Hastrup måtte finde det for godt.
Hvad der var mere væsentligt, så forpligtede Mads sig til, at betale alle skatter og lade gården brandforsikre.
Endvidere skulle han gødske og dyrke jorden "forsvarligt". Ligesom han heller ikke måtte bortlåne eller bortleje noget af ejendommen uden Hastrups tilladelse.
Et lokomobil driver et tærskeværk: Foto: Rudkøbing byhistoriske Arkiv.I fæstebrevet hedder det dramatisk: "Forretter hoveri, ægter og arbejde uden mindste vægring eller ophold, når og hvor han derom tilsagt vorder", og der henvises til den omtalte hoveriforening fra 1793.
Forholdene har for Mads givetvis undertiden været besværlige, når han fremfor hensynet til Hastrup og hovedgården hellere ville planlægge i forhold til fæstegårdens drift og f.eks. have sin egen høst sikkert i hus.

Synsforretningen

Men hvad var det egentlig for en gård, Mads havde overtaget?
Som et resultat af den ovennævnte lovgivning fra 1787, der gav gårdmændene en bedre retsstilling overfor godsejerne, skulle der bl.a. afholdes en "syns- og taksationsforretning". Denne betød, at når en gårdmand opgav fæstet, så kom han - eller evt. hans dødsbo - ikke uforskyldt til at hæfte for en misligholdt ejendom, ødelagt inventar eller manglende besætning.
25.september 1824 blev der holdt møde i herredsretten i Rudkøbing på Hastrups begæring.
By- og herredsfoged Nicolai Christian Herholdt udvalgte de to "uvildige" mænd, der skulle foretage syn og taksation af gården. Det blev sognefogederne Christian Bruun fra Lindelse og Niels Rasmussen fra Humble. Foruden en vis dygtighed på området krævedes det af de to ikke være fæstere under den involverede hovedgård.
Den 9.oktober i forbindelse med et nyt møde i retten fremlagde de to resultatet.
Dagen før havde de besøgt Mads på gården, "for at holde en lovlig syns- og taksationsforretning i overensstemmelse med anordningen af 8.juni 1787 over bemeldte gårds bygninger, besætning og inventar samt føde- og sædekorn".
Det formentlig fritliggende stuehus mod øst i den firlængede gård var forholdsvis kort men bredt. Det var tillige bygget af ubrændte sten, hvor de øvrige tre meget længere og smallere længer var lerklinede.
I den sydvendte længe var der foruden lo og kørelo indrettet aftægtsbolig. I nordlængen var der bl.a. port og kornlade. I længen mod vest var der bl.a. heste- og kostald.
Bygningerne var selvfølgelig alle stråtækte.
Foruden mål og værdi så er synet også en opremsning af manglerne ved bygningerne. Det var nok noget, Mads kunne tænkes at klare mod en modregning i den del af indfæstningen, som først skulle betales i december eller i det kommende års landgilde.
På gården var der tre vogne med tilhørende seletøj. Den bedste vurderes til 25 rigsdaler de andre noget lavere.
Så var der en plov med tilbehør til 5 rigsdaler samt to harver med jerntænder til det samme beløb samlet.
Der var 6 heste i stalden: den på seksten år vurderes kun til 8 rigsdaler, det samme gjorde den, som kun var 2½ år, mens de mellemliggende vurderedes væsentligt højere. Den brune hoppe på syv år vurderedes til hele 22 rigsdaler.
Redskaberne og det store antal heste var nødvendige for både at kunne dyrke fæstegårdens jorder og samtidigt opfylde hoveriforpligtelserne.(9)
De andre dyr er ikke nævnt. De var ikke umiddelbart nødvendige for driften og var ikke en del af fæstet. Der har nok været 3-4 malkekøer, et tilsvarende antal kvier, måske godt en halv snes svin eller ligeså mange får, samt høns og gæs.
Endelig bliver det opgivet, hvor meget "føde- og sædekorn" der var. Det drejede sig om 5 tønder rug, 6 tønder byg, 15 tønder havre og to tønder ærter.(10)

Udflytning, afløsning af hoveriet, selveje

Gårdens placering i Kædeby: på parcellen med nummereret "15". Som det fremgår af artiklen havde gården tidligt fire længer. Tilsyneladende har man tegnet bygningerne af fra et ældre kort. ( Foto: Rudkøbing byhistoriske Arkiv.)Gamle Kristen druknede i en mergelgrav en forårsdag i 1829. Tre år senere døde Margrethe en mere naturlig død.
Af folketællingen fra 1834 fremgår det, at husstanden da havde to karle og en tjenestepige, samt at Mads og Maren nu havde fået fire børn, foruden den datter hun havde fra sit første ægteskab.
Hvor mange tjenestefolk, folketællingerne i 1787, 1801 og op gennem århundredet udviser, afhænger helt af, hvad børnene på det givne tidspunkt kunne bestille på gården - altså af hvor gamle de var og af hvilket køn. Ud fra dette synes arbejdskraftsbehovet at være det samme i alle årene.
Men desværre er der netop ingen folketællinger i perioden 1801-34. Det ville dog være interessant at vide noget mere om husstandens sammensætning i denne periode, specielt under 1820-vernes landbrugskrise og koldfeberepidemien i slutningen af dette årti. Det ville også være interessant at se på situationen før 1787.(11) Ud fra folketællingerne kan det selvfølgelig heller ikke siges, hvor mange husmænd der på et givent tidspunkt har arbejdet for gårdmanden som enten daglejere eller med en mere fast tilknytning til gården.
I 1830-verne var landbrugskrisen forbi. Samfundet som helhed blev rigere, og gårdmændene fik efterhånden den magt, som udviklingen og de afbrudte reformer havde stillet i bero.
Dette førte bl.a. til, at der på landet i efteråret 1841 blev valgt "sogneforstanderskaber" for første gang. Der var 98 stemmeberettiget og valgbare i Humble kommuneud af en befolkning på cirka 2000. Heraf var de 88 fæstebønder - bl.a. Mads.
Samme år blev fæstegården udflyttet til Kædeby Haver. Mads havde i forvejen noget jord på de kanter, men nu blev gårdens jord samlet samme sted. Man kan sige, at udflytningen ikke bare af Madses gård løste et problem, nemlig dét at gårdmændene hidtil havde haft store afstande til en del af deres jorder. I stedet for jorden i Kædeby, fik Mads nu langt mere jord til sin rådighed. Givetvis var jorden i Kædeby Haver mere stenet og dårligere gødet end i Kædeby, og "hartkornsmæssigt" blev gården ikke tilsvarende større. Bygningerne blev ændret noget - bl.a. blev der bygget et større stuehus.
I 1850 blev det lovmæssigt bestemt, at gårdmændenes hoveri skulle afløses, hvis enten godsejeren eller mindst 1/3 af de hoveripligtige ønskede det.
I Madses fæstebrev er der en påtegning fra 28.april 1851, hvor det bl.a. hedder: "Ved den ifølge indenrigsministeriets ordre af 15. februar dette år nedsatte kommission til prøvelse af den under 21.november 1850 om afløsning af hoveriet på Hjortholm gods afsagte kendelse, blev således bestemt: at Mads Hansen Skov, i stedet for det forrettede hoveri efter 5½ tdr.hartkorn, der ophører til maj 1852, svarer årlig 19 tønder 2 skæpper byg, som betales efter kapitelstaksten…".
I 1865 købte Mads gården som selveje.(12)
Sønnesønnerne Martin og Theodor kom på højskole. Den første på Vejstrup den anden på en skole ved Sorø.
Gårdmændenes bestræbelser gav sig også udtryk i andelsbevægelsen. Theodor, som overtog gården efter sin mor, der var blevet enke i 1890 - og som i øvrigt også var gårdmandsdatter, blev ifølge skødet på gården parthaver i Humble forsamlingshus, mejeriet "Løvenholm" og et lokomobil i Kædeby.

Dengang og nu

I den her beskrevne periode var gårdmændenes gøren og laden en naturlig kamp for en bedre placering i samfundet - undertiden på bekostning af andre befolkningsgrupper. Overgangen til selveje var blot en del af denne kamp.
I sidste halvdel af 1900-tallet skete der en voldsom nedgang i det antal personer, der var beskæftiget i dansk landbrug, der fandt en omfattende mekanisering sted, og slutteligt blev ejerskabet til jord og anden ejendom på landet koncentreret på færre og færre hænder.
I dag må man i vid udstrækning kalde erhvervet industrialiseret. Alt i alt er det en udvikling, der har haft - og stadig har - store menneskelige og miljømæssige omkostninger.
Selvom landbrugets forurening med gylle og sprøjtemidler hører til blandt det danske samfunds mest alvorlige problemer, så vil det være uretfærdigt - når der ses bort fra de værste svinebaroner, EU-støttespekulanter og andre notoriske svindlere - at udnævne Danmarks resterende gårdmænd som nogle, der i særlig grad dominerer samfundet.
Alligevel skal min artikel forstås som et eksempel, hvor læseren foruden at få oplysning om livet i tidligere tider, forhåbentligt også vil drage paralleller til nutiden. I vore dage er det blot andre grupper og enkeltpersoner godt hjulpet af deres håndgangne politikere og nogle alt for villige medier, der ofte slipper godt fra at pleje egne interesser og berige sig på almenvældets og naturens bekostning.

Noter:

1. Det interessante skifte efter Mette Margrethe findes i skifteprotokollen i Hjortholms godsarkiv s.177 på landsarkivets læsesal.
2. Udskiftningsforordningen stammer fra 1781.
3. Plakaterne 24.6. og 23.12.1791. I bogen "Den værste straf?" af Jens B Skriver hedder det på s.197, at "en utilsigtet konsekvens af denne plakat (førstnævnte) var, at mange bønder ikke ville indgå forening, da de mente, at hoverikommisionerne ville ansætte hoveriet til en ubetydelighed. Derfor blev det ved en ny plakat af 23.12.1791 indskærpet, at hoveriet skulle lægges fast til det, der blev forrettet i 1790".
   Bjarne Porsmose skriver i hæftet "Landboreformerne - set herfra" udgivet af "Vestfyns Hjemstavnsgård" i anledning af 200-års jubilæet for stavnsbåndets ophævelse om hoveriet ifølge de "frivillige foreninger": "Men det er værd at notere, at det blev på et niveau, der var væsentligt højere end i 1771-forordningen - ja, faktisk højere end nogensinde før!".
4. Forordning 6.12.1799.
5. Humble kommunale Arkiv, 79/1 på "Landsarkivet for Fyn".
6. Forordning 8.6.1787.
7. Thorkild Kærgaard: "Gårdmandslinien i dansk historieskrivning" i "Fortid og nutid".
   Forordning 25.3.1791, §13.
8. På Langeland var de fleste bondegårde fæstegårde langt op i 1800-tallet - det var de også på Fyn.
9. I 1824 var "svingplove" ualmindelige på Langeland, så den omtalte plov er derfor sikkert en såkaldt "hjulplov". Det hestekraftkrævende ved at bruge sidstnævnte plovtype var på dette tidspunkt ikke udpræget og forklarer under ingen omstændigheder det store hestehold.
   Carl Dalgas: "Svendborg amt beskrevet 1837, udgivet med indledning og kommentarer af Finn Stendal Pedersen" 1992, s. 193.
10. Fæstebrev og sikkert også synsforretningen fra 1824 samt hoveriforeningen fra 1793 må findes i Hjortholms arkiv på "Landsarkivet for Fyn". Jeg har dog her taget udgangspunkt i eksemplarer, der er i privat eje.
11. I ovennævnte artikel af Thorkild Kærgaard hedder det om årene 1720-80: "Der er ingen tvivl om, at hoveriet steg væsentligt i disse år, men det gjorde gårdenes ydeevne også".
12. Skødet er tinglæst 24 juni 1865