Et møde i Paris

Hans Carl Sager (1808-1885): Fotoet af Hans Carl Sager er fra 50-erne, men måske var han allerede som ung lidt tyndhåret og lidt overvægtig? Foto: Rudkøbing byhistoriske Arkiv.Hans Carl Sager (1808–1884), der var by- og herredsfoged på Langeland 1849-1883, blev i 1831 cand.jur. fra Københavns universitet. To år senere var han i Paris, sikkert på en såkaldt ”dannelsesrejse”. Sager boede tillige med andre unge danskere på ”Hotel Vivienne” nær Louvre på højre side af Seinen – hotellet ligger der i øvrigt stadig, men et og andet er nok ændret siden dengang.
Hans Christian Andersen (1805-1875) var ikke en berømt forfatter, da han i foråret 1833 tog på en længere rejse udenlands. Dog var hans første udgivelse ”Fodrejse fra Holmens Canal til Østpynten af Amager” tidligere blevet godt modtaget, men siden var han med sit kantede væsen og en sjusket litterær stil gjort til syndebuk af kritikken og af publikum. Først i 1835 fik han sit gennembrud med romanen ”Improvisatoren” og de første eventyr.
Da Andersen i maj 1833 kom til Paris mødte han Sager.

Rejsen til Paris

Dengang var en rejse til Paris noget mere besværlig og langvarig end i dag. Andersen rejste fra København 22.april. Fra København sejlede han med damperen ”Frederik 6.”, fra Travemünde til Lübeck med et andet skib ved navn ”Britania”, derfra til Hamburg fik han kørelejlighed med en privat vogn – man krydsede dengang Elben med skib. Denne første del af hans rejse tog i alt 29 timer. Fra Hamburg foregik rejsen nogle dage senere med postvæsnets dagvogne. Dengang var dampskibene forsynet med et stort skovhjul på hver side, og de havde master som et sejlskib – godt nok lavere. Sagers rejse har formodentlig været lignende.
Da Andersen kom til Paris fredag 10.maj boede han først på et lille og dyrt værelse på ”Hotel de Lille”, men umiddelbart efter traf han sammen med andre unge danskere, og blandt dem fik Hans Carl Sager skaffet ham et noget billigere værelse på ”Hotel Vivienne, hvor de andre boede.

I Tivoli

Søndag den 12.maj skriver digteren i sin dagbog:
”Om Aften gik van Dockum, Jespersen, Sager, Bjelke og hans norske Fætter ud i Tivoli, hvor vi traf Dinesen. Der var ganske deiligt decoreret med røde, hvide og blaae Lamper. God Musik, et stort Orkester. En Rutschebane med Skibe. Der var ogsaa et ret smukt Theater, vi saae en Stump af en Vaudeville, men det var nogle usle Acteure og Actriser der spillede slet og sang falsk. Franskmændene morede sig og loe, raabte ”bis!” Det var ret lystigt, men man kunde ikke forstaae et Ord. – Siden fik vi et Fyrværk som tog sig godt ud. Folk dandsede i Skoven i de oplyste Gange. Der var særdeles Orden. Vi saae en Tyrk i sin Nationaldragt. Vi kjørte i en Omnibus til Palais Royal, hvorfra van Dockum fulgte mig hjem. – Havde Visit af Sager da jeg laae.

I Notre Dame

Tirsdag den 14.maj var Andersen og Sager i ”Palais de Justice” (et stort bygningskompleks først og fremmest med flere retter) og i ”Notre Dame” (kirken med den berømte klokker) begge dele på Citéøen i Seinen.
”Var med Sager i Palace de Justice. I Søilehallerne vare Boutikker, Advokaterne løbe i sorte Kapper der havde samme Snit som de røde man seer i Holbergs Comedie. Vi vare inde i en Sal hvor en ung Advokat, meget eensformig plaiderede en Sag for nogle gamle Nogle. Derpaa gik vi til Notre Dame Kirken der ligger i det Qvarter af Byen som er bygget på en Ø i Seinen. Den ligger temmelig indesluttet paa Siderne. De spidse Hvælvinger i Portalet er ziret med udhukkede Helgener en masse. Indvendig er den stor og lys, skønt Lyset falder gjennem brogede Ruder. De store runde saae ret ud som kolosale Caleidoskoper. Den var hvid indvendig; ingen saae man bede, ingen Messe blev holdt. Oppe i en Sidegang sad en hvidklædt Præst og læste for nogle fattige Drenge, een sad meget slukøret midt imellem dem, han var vist i Skammekrogen. Paa den modsatte Side læste Een for bare Piger, han saae mere lystig ud og smilede fornøiet til dem.”

Snavs og forgyldning

Onsdag den 22.maj skriver Andersen: ”Da jeg i morges gik til Carstenskjold, saae jeg en Mand i bar skjorte paa Gaden forrette det Nødvendige, han stod i bar Skjorte medens Damer gik forbi; det er den franske Liberté. – Billederne rundt om forraade ogsaa den lette Tone f.Ex De bedende Brudefolk i sengen. Cavaleren der søger efter et Nøglegarn osv. Spadserede langs med Qvaierne til Place de Chartelet med den forgyldte Seine Gudinde gik derpaa til det gamle Hotel de Ville og var inde i St Pauls Kirken, der næsten var tom, derfra til Bastil-Pladsen, der staaer nu opmuret en uhyre Elephant med et Taarn paa Ryggen, det var mig underligt at gaae her i den friske Sommer, hvor før saa mange ulykkelige have sukket. - … En lang æstetisk Samtale med Sager og en polemisk om Eduard. Skrev paa Agnete. – I aften var der Bal og Lystighed i Tivoli til Indtægt for Lafitte. – ”

Napoleons elefant

Victor Hugos bog ”De Elendige” fra 1862 om straffefangen Jean Valjeans kamp for et godt liv kulminerer med en mislykket opstand i Paris i 1832. En af fortællingens ”mindre” helte er den hjemløse dreng Gavroche. Et af hans ”overnatningssteder” er ovenfor nævnte elefants indre. Hugo skriver: ”I begyndelsen af trediverne kunne man endnu i det sydøstlige hjørne af Bastillepladsen, i nærheden af slæbestedet ved den kanal, der var gravet i fæstningens tidligere grav, se et løjerligt mindesmærke, som pariserne nu har glemt, og som dog kunne fortjene at mindes af dem, eftersom det havde et indfald af Napoleon at takke for sin tilblivelse.
Mindesmærke er egentlig for meget sagt, eftersom det strengt taget kun var et udkast til et sådant. Det var en elefant på en fyrretyve fods højde lavet af tømmer og murværk, som på sin ryg bar et tårn, der lignede et hus og oprindelig var grønmalet, men efterhånden under luftens, regnens og tidens påvirkning var blevet sort. I det ensomme, åbent liggende hjørne af pladsen tegnede dette uhyre sin brede pande, sin snabel, sine hugtænder, sit tårn, sin ryg og sine fire søjleben, om natten et skrækkeligt skyggeridt mod stjernehimlen. Man kunne ikke forstå, hvad det skulle betyde. Det var en slags sindbilledlig fremstilling af folkets styrke, mørk, gådefuld, uhyre stor, et mægtigt, synligt spøgelse ved siden af Bastillens usynlige fantom.”

Det videre liv

H.C.Andersen: H C Andersen havde netop fået udgivet et hæfte med ”Eventyr fortalte for børn” med bl.a. ”Fyrtøjet”, ”Lille Claus og Store Claus” og ”Prinsessen på ærten”, da C A Jensen malede dette billede i 1836. Foto: Odense bys museer.Som bekendt blev H C Andersen en berømt digter. Sager arvede sin morfaders bageri København, og var bagermester 1836 – 46, samtidigt var han fattigdirektør i hovedstaden 1841 – 49, desuden var han blevet landsretssagfører i 1847 og blev altså fra 1849 by- og herredsfoged i på Langeland.
De to sås også senere end det her er beskrevet.
Vi er atter i Paris, det er februar 1863, og Andersen har det ikke godt: ”Ynkelig nerveus og ødelagt. Morgenbesøg af Sager fra Langeland”. I marts samme sted skriver digteren i sin dagbog: ” … og har voldsom Hæmorial Tryk i Anus ... mødte paa Hjemvejen Sager der ville have mig med ud i en offentlig Have, men jeg har stor smerte i Anus ogsaa i Brystet og gik hjem …”
I juni 1865 er Andersen netop ankommet med damperen ”Niord” fra Nyborg, da han i Korsør bl.a. ”Jeg traf ogsaa Borgemester Sager fra Langeland og Dr Hempel fra Assens.”
I 1870 drikker digteren kaffe på et slags konditori i København, Sager kommer åbenbart samme sted (denne var på daværende tidspunkt medlem af folketinget), og Andersen gøres opmærksom på, at Sager er væsentlig mere rundhåndet end han selv, da han har kommenteret den høje pris for en kop kaffe. I dagbogen skriver Andersen: ”Borgemester Sager gav to mark (Han maa da faae Æg og Smørrebrød antager jeg).”

Note:

Ud fra artiklen kunne man fejlagtigt få det indtryk, at jeg er særdeles velbevandret, i såvel hvad H C Andersen har skrevet, som i Paris´ gader. Det er ikke tilfældet, artiklens oplysninger stammer først og fremmest fra diverse leksikaopslag og søgninger på internettet.