Ørkilds Fang 1823Af museumsleder Johs. Olsen 6.4. 1925. Dagen hvor indlemmelsen i Svendborg kommune var til drøftelse i byrådet.

I Svendborg findes tre såkaldte enklaver, hvorved man forstår jordarealer, som er omsluttede af byens egne arealer, men dog ikke kommunalt hører til Svendborg by, men til en anden kommune, i dette tilfælde Tved sogn.

Den første af disse enklaver grænser mod vest og nord til Svendborg, kun på et kortere stykke mod øst til Skårup, og i denne enklave ligger den gamle herregård Bjørnemose. Den anden er det stykke, hvorpå de tvende gamle møller, øverste og nederste Ørkilds Mølle med de tilgrænsende jorder, befinder sig. Den tredje er endelig det terræn, hvorpå gården Skovlyst samt Stævneskoven og den bagved liggende mose og den gård, som proprietær Frøslev ejer, findes; alle tre hører under Tved sogn. De to sidste arealer er fuldstændig omsluttede af byens grunde.

Da svendborgenserne gjorde op med Ørkild. At forholdet er blevet som nævnt, kommer af, at svendborgenserne under den krig, som almindelig benævnes Grevens Fejde, og de uroligheder, som foregik i samme periode, nemlig i årene 1534-36 før reformationen, havde rejst oprørsfanen, hvortil de styrkedes af grev Christoffer af Oldenborg, der søgte at fiske i rørt vand i forbindelse med den dengang endnu i sin velmagt værende gamle hansestad Lybæk, og i forening med tropper herfra drog op og belejrede den gamle kongeborg Ørkild, som dog på dette tidspunkt var i biskoppen over Fyns Stifts besiddelse.

Biskop Knud GyldenstjerneDet var Knud Gyldenstjerne, den sidste katolske biskop. Da borgen efter en kort belejring overgav sig - der siges mod, at besætningen, - der kun skal have været lille, - fik fri afmarch, kastede man sig over den gamle borg, og i blindt raseri brændtes den ned til grunden.

Den forsvundne landsby. Dette skete i juli 1534, og tillige tog man sig venligt af den lille Ørkilds by, der opgives at have bestået af ca 20 gårde og huse samt de to allerede nævnte vandmøller, der vel nærmest hørte til borgen. Det gjorde man på den måde, at samtlige gårde og huse ødelagdes så grundigt, at der ikke mere har været spor at opdage af Ørkilds by, og man gjorde det af den simple grund, at byen Ørkilds indbyggere i højeste grad i lange tider havde generet svendborgenserne ved at sejle på det sydlige udland, altså Nordtyskland.

Skipperne fra Ørkild hjemførte fremmede varer, som de siden solgte på egnen, og da dette ofte forud ved kongelige befalinger var forbudt, var det jo en kærkommen lejlighed, som her bød sig til at få hævn.

Mølledammen i SvendborgDa Svendborg kun nåede til Mølledammen. Når vi i vore dage betragter forholdene, forekommer det måske de fleste at være højst mærkeligt, at to små samfund, som det i de dage var, så nær op ad hinanden kunne leve som hund og kat; men sådan var det nu dengang, og når man samtidig erindrer, at Svendborg by ikke strakte sig længere end til omkring Mølledammen, og at der herfra til i alt fald nederste mølle var et ubebygget terræn, ser alt straks noget anderledes ud. Det var ikke som nu, hvor det hele kan betragtes som en lang gade.

Teglovn ved ØksnebjergByen Ørkilds egentlige beliggenhed er ikke ganske klar; men et fingerpeg om, hvor noget af den befandt sig, har man på en måde alligevel; thi i Kastaniealléen nr. 1 fandt man, da der for godt 30 år siden udgravedes grunden til den nuværende ejendom, resterne af en middelalderlig teglovn, og det ligger da meget nær at antage, at Ørkilds by har ligget her omkring.

Svendborg får mere jord. Da nu svendborgenserne havde fået afløb for der krigeriske temperament, hvilket ingenlunde var nogen helt billig historie for dem, så satte de sig i besiddelse af alle borgens og byen Ørkilds gamle jorder. Noget senere fik Svendborg ved et gavebrev, udstedt den 29. august 1573 af kong Frederik II: "al den jord, som har ligget til de tyve gårde Ørkild by, dog med undtagelse af de enge, som bruges til Nyborg Slot", og disse enge var rimeligvis de lave jorder, der ligger mellem den nye Nyborg-landevej og skoven Caroline Amalielund.

Svendborgs bymarkerOmtrent samtidig fik Svendborg alle borgens forhenværende jorder til leje. Dette forhold holdt sig indtil kong Frederik IV i 1724 solgte jorderne til byen.  De til borgen hørende jorder, kaldte man den gang Ørkilds Fang; fang, siger Molbechs ordbog betyder, hvad der af redskaber, bohave og anden ejendom hører til en gård, altså i dette tilfælde borgen Ørkild.

Ørkilds Fang bestod i gamle dage af Hømarken, Øksenbjerg-marken, Pløje- og Græsholmene, og derved kom Svendborg i besiddelse af ret betydelige jordarealer, hvad der ikke er almindeligt, eller rettere var for en by af Svendborgs størrelse.

Enklaverne
At de tre enklaver så blev liggende som sådanne, kan måske forklares ved, at der på dem var beboede ejendomme, som sammen med borgen og Ørkild bys jorder oprindelig har tilhørt Tved sogn, der nu kun er halvt så stort som Skårup sogn i henseende til arealet. Til Svendborg hørte de omtalte jorder i alt fald ikke før 1534, og Ørkild var intet kirkesogn.

Dog manglede der skoven; thi den forbeholdt kongen sig, således at han havde jagtretten og overskoven, medens svendborgenserne fik græsningsretten. Skovene, som lige til efter år 1800 var meget spredte, hørte under det svendborgensiske skovriderdistrikt af Nyborg Amt indtil 1765, da ryttergodset solgtes til private, og først 1796 købte byen skovene.

De to møller. Om Ørkilds møller led samme skæbne som Ørkilds by, ved vi ikke; men har de gjort det, må de alligevel hurtigt atter være blevne opbyggede igen, om ikke af anden grund, da fordi de jo dårligt kunne undværes af befolkningen i omegnen; den gang havde man her på egnen kun vandmøller og ikke vindmøller.

Øverste Ørkilds MølleI øverste Ørkilds Mølle er indmuret en gammel egetræsbjælke, der måske en gang har været dør- eller porthammer. På dens udvendige side står: "Herre min Gud, hør på dine børn, som dine tjenere beder, at dine øjne må altid være åbne over dette hus nat og dag. 1 kong. bog. 8. kap. 28. vers. År 1744" og på bjælkens indvendige side findes følgende: "Hans Andresen Skytte lod dette hus bygge til sin søn Corfedtz Hansen og hans hustru, Lisbeth Margrete, Anno 1701". .

Dette beviser, at huset i alt fald er ombygget den gang og måske flere gange, siden hin skæbnesvangre tid, da det gik så hård til. - Begge møller har indtil for nylig hørt under Hvidkilde. Der foreligger et bytingsvidne, der angår begge disse møllers ulovlige anvendelse af Ørkilds Haver. Det er dateret den 23. juni 1550; men hvor haverne var, vides ikke mere.

Hvad mosen kan fortælle. Om den enklave, hvorpå Skovlystgården findes, kan meddeles, at i den lille stævneskov bag gården er fundet tvende nu delvis ødelagte stenaldergrave, og i de øst for gården værende højtliggende marker er noget lignende tilfældet.

De to møller, den vest for Skovlyst og den bagved liggende, men særligt den første, er interessante, fordi man her, da der for få år siden gravedes tørv, havde udmærket lejlighed til at iagttage egnens fortids flora; især viste den første tydeligt lag for lag de nu forsvundne skoves træarters forskellige perioder, og fra den bageste mose har museet flere flintesager, alt sammen vidner om egnens bebyggelse allerede i stenalderen.

Bjørnemose.
Bjørnemose Den tredje enklave, hvor Bjørnemose ligger, har også sin historie. 1618 var Bjørnemose kun en almindelig bondegård, som dette år mageskiftedes af kronen til Jacob Ulfeldt på Urup. Efterhånden som tiden er gået, har den haft mange ejere, blandt hvilke kan nævnes de kendte Krafse, Valkendorff, Skeel, von Holstein, Juel, Ahlefeldt-Laurvigen, Heinen de Neergaard, Bylow og Bille.

Her boede i mange år til leje general Hegermann-Lindencrone, og her modtog han besøg af kong Christian IX samt den daværende kronprins, senere kong Frederik VIII.

Den ene fløj af Bjørnemose er til dels opført af sten fra Ørkilds ruin i sidste halvdel af det 18. årh. (1745-46). Også til denne gård hørte i gamle dage to små vandmøller, der lå i Hallingskovens sydlige udkant, hvor også Kirsten Steens Kilde findes. Dette navn på kilden skal hidrøre fra, at en kvinde omkring 1800 skal være druknet i kilden.

En botanisk mærkværdighed. Som kuriosum kan anføres, at den store eng bag Bjørnemose for godt og vel 25 á 30 år, siden pludselig var fyldt med millioner af den lille, sjældne bregne "Slangetunge", hvis latinske navn er "Ophioglossum vulgatum", og som optræder sporadisk. I løbet af et par år var planten fuldstændig forsvunden igen.

At Svendborg by søger at få disse tre enklaver indlemmet, er såre naturligt; de hører dog egentlig med til byen, og det er et mærkeligt forhold, at to nabokommuner har deres arealer blandede ind mellem hinanden, som det her er tilfældet.