Digteren Mads Hansen "Sange" af ungkarl Mads HansenFynsk Folkeliv
Af H.C. Frydendahl (1940)

Det er ingen tilfældighed, at Mads Hansen's "Opvaavni" ("Fo ajle di smaa Blomster, dæ dov te i Aar") er bleven den mest kendte og yndede sang på fynsk folkemål. Den tone, den anslår, er i samklang med det opladte og livlige, der præger fynsk sind og folkeliv. Den er en treklang af fynsk natur, folklynne og folkeliv, der gengiver det, Mads Hansen så omkring sig og i sit indre. Den, der har øre for denne samklang, kan høre den som undertone, hvor han færdes blandt fynboer og i fynske egne.

Den er noget af en nøgle til forståelse af fynsk folkeliv.

Lad det i forbigående være sagt, at den fynske opladthed og modtagelighed har sin andel i, at friskoler, højskoler og valgmenigheder har kunnet slå rod og udfolde sig så frodigt på Fyn.

Højskole forstander Grønvald Nielsen (opvokset på Egebjerg Mølle)Fynboen har en livlig fantasi. Han ved det selv. Den kendte fynbo højskoleforstander Grønvald Nielsen, der gennem mange år drev en stor højskole i Vestbirk i Jylland, havde ofte blandt sine elever opvakte fynboer. En af dem sagde en dag til ham: "Du kan godt gøre dine foredrag noget sværere. Jeg kan nok følge med, for jeg har en god santefi!"

Et udslag af livlig opfattelsesevne i forbindelse med levende fantasi er de utallige tydninger af det umælendes mål:
I Krarup var der i sin tid en sognefoged, der hed Gemahl. Han havde 3 hunde. Den ene var så stor og grov i stemmen. Når han gøede, sagde det så hult: "Hærr bor, hærr bor, hærr bor ..." Så kom den næste. Han sagde: "såwnfåwi, såwnfåwi, såwnfåwi". Men så kom den tredje. Det var sådan en lille køter, der rigtig gav hals. Han tog de høje toner: "Gemali, Gemali, Gemali".

Om vognene i Gærup sagde man i gamle dage, at når bønderne kørte hjemme fra og skulle til Fåborg med tungt læs, sagde hjulene: " Vi hjælpes ad, vi hjælpes ad". Men når de om aftenen kørte hjem og var i løftet stemning, gik det rask, og så sagde hjulene: "Vær dig selv behøtten, vær dig selv behøtten!"

Fra Åsum hedder det ifølge meddelelse af Svend Frederiksen, at når vællingen koger, siger grynene: "Her er jeg, hvor er du" Her er jeg, hvor er du?" I grøden derimod hedder det: "I skubber! I skubber! pyh, ha!"

Når banemændene på Nordfynske Jernbane kører ud om morgenen, klager troljen: "Surt øllebrød, surt øllebrød!" Men når de skal hjem om middagen, jubler den: " Suppe og steg, suppe og steg"!

Selve toget siger lige uden for Odense, hvor der er lidt stigning: Stå af og skyd på! Stå af og skyd på!” Men når den er overstået: "Nu kan jeg nok! Nu kan jeg nok!"

Få steder gælder vel verslinjen. "Vi flokkes helst, hvor følges vi kan" i så udpræget grad som på Fyn. Peter Vejrup anfører i et digt om de fynske byer som et betegnende syn "en ungpigeskare, gadetværs, arm i arm". Billedet er vel ikke mindre betegnende for den fynske landsby. Fra gammel tid har ungdommen brugt lige fra det tidlige forår at samles på gaden til livlig ungdomsleg. Valborgaften (30/4) brændte de blus.

Herom fortæller den vestfynske præstesøn David Monrad 1692:Bondedans 1590"Det første jeg viste af det ord gadeild at sige var 1686 hende i Tanderup sogn, hvor der blev antænt en ild paa det høyeste bierg, der var der paa marken: alle bønder karle og piger kommer sammen med lange raute og stenger, og rører i ilden, at luen staar saa høit op i veiret mand kand see dend een eller toe miile .... dend som af de unge bønder karle kand med den lengste raut komme ilden til at brende høiest dend raaber alle bønderpigerne paa og kalder hannem gadebassen. Siden tager hver karl sin pige som da bliver gadelam, men dend gadebassen faaer, bliver kaldet gadinde. Saa begynder de siden hver søndag fra de har saaet til, og til de skal slaa græs, at giøre gilde, og det kaldis gadelamsgilde, hvor de sætter et høyt træ i jorden, hvilket de behænger med krantze og blomster, hvilket de dantzer runden om efter lyden af en tromme." Aftenleg i Svanninge Bakker

En afglans af denne glade ungdomsleg har Fritz Syberg gengivet i det kendte maleri fra Svanninge Bakker "Aftenleg".
Ungdommen har til helt op mod vor tid brugt at "lege paa gade". I Uggerslev legede de således for blot en menneskealder siden i de lune sommeraftener "Tullihut" ("To mand frem for en enke") og dansede til sange som "Munken gaar i enge" og "Der brænder en ild". Karlene spillede kegler, trak stok eller prøvede kræfter på anden måde, når de ikke legede sammen med pigerne. Børnene prøvede naturligvis de samme lege og danse på skolens legeplads og ved børnegilderne. I Krarup har de til for få år siden yndet at lege jydepotter, en leg, der formede sig som helt sammensatte optrin.

Som de unge piger gerne hægter sig sammen arm i arm, således har de fynske bønderbygninger også fra gammel tid haft en udpræget tilbøjelighed til at klumpe sig sammen. Endnu, halvandet hundrede år efter udskiftningstiden, kan man finde landsbyer som Drejø by, hvor gårde og huse i den grad indfiltrede i hinanden, at det undertiden er ganske umuligt for ikke indfødte at finde rede i det. Ja selv en af øens sognepræster kunne efter mange års embedsgerning i denne by endnu ikke altid finde hjem til sin præstegård om aftenen. -

Drejø by 1792Finder man vel nogetsteds så mange hyggelige, pyntelige bondebyer som på Fyn og de omliggende småøer? Gå en tur gennem Lyø by eller tænk på den lille perle Munke på Avernakø, der indtil for få år siden var renlivet idyl, eller den stilfulde skipperby Troense, og du vil sande, at her har den sans for det nette, der vel er mere udpræget hos fynboerne end hos andre danske, givet sig de smukkeste udslag. Har mon ikke den berømteste af Fyns sønner, H.C. Andersen, haft den fynske landsbyidyl i tankerne, da han digtede om æblegård og humlehave og de grønne øer, hans hjertes hjem hernede? Disse yndefulde steder, hvor de stolpede længer og blomstrende haver spejler deres smilende velplejethed i det blanke gadekær.

Ringe MuseumAt så denne sans for det nette undertiden kan give sig for kraftige udslag, så den gamle stævneplads skal laves om til et trådnetindhegnet anlæg, det naturligt uregelmæssige gadekær rettes af med snorlige cementkanter, og selv det ærværdige oldtidsminde, dyssen ved den friske strand, omgives af et velfriseret anlæg, er en sag for sig. Det må ikke så meget fordømmes som smagløshed, men mere betragtes som prisværdig trang til at hæge og pleje om det, man holder af. Enhver fynbo med lidt respekt for sig selv vil jo da sørge for at få sit hus stolpestrøget til pinse og få revet foran det til søndag, hvorfor så forsømme det, der er byens fælleseje, gadekær og stævneplads?

Se indenfor i haven, og du vil finde gangene revet, blomstergrupperne luget og hækkene snorlige klippet til St. Hans. Frodige og velholdte er de fynske landsbyhaver. Måske var det netop dem, Chr. Richardt, der en halv snes år var præst på Fyn, havde i tankerne, da han formede linierne om guldregnen, der hælder sig over syrenen i kvidrende leg, når den favre skærsommer dages.

Og gå så fra haverne ind i stuerne! Der vil du finde den samme sans for det nette og hyggelige. De to samhørende porcelænshunde står på dragkisten, netop som de skal stå og ikke anderledes. Pyramiden fremviser sit indhold af sirligt opstillet og pillent afstøvet nips, og kobbertøjet på væggen kan du spejle dig i.

ManglebrædterBedstemoders mangletræ, som hun fik i kærestegave, hænger endnu på væggen, og familieportrætternes væggrupper er øget for hver generation. Endnu kan du være så heldig at finde et tallerkenræk eller kanderæk velforsynet med net afpudset husgeråd.

Ringe MuseumEndnu kan du også hist og her finde de gamle kistebreve. Nogle er gemt under de buede klædekistelåg, men du kan også finde enkelte i glas og ramme. Eller brudebillederne! Nogle af dem er kunstfærdigt prentede i sindrige mønstre, andre mere enkelt formede med et hjerteligt vers, degnens mesterstykke, i en krans af udklippede og malede blomster. De er jo et minde om bedsteforældrenes lykkeligste dag. Deres hjerter hang ved dem. Ja, en gammel mand i Espe sogn kunne ikke skilles fra sit brudebillede, men bad rørende om at måtte få det med sig i sin kiste.

Også bindebrevene kunne der være nedlagt megen skønhedssans i. Det hører endnu med til gamle menneskers fornøjelige ungdomsminder, hvordan de snedigt fik dem afleveret i de rette hænder. En gammel mand fortæller fra sin ungdom på Avernakø:

"I Munke blev de bunden alle, hvem der ikke havde våren der før. Da jeg kom dertil og var kommen i væverlære, blev jeg også bunden. Vi var 8 og blev bunden det år. Mit brev var lagt i en spolebakke. Hvem der ikke kunne løse knuderne på silketrådene, var bunden. Vi havde gildet ved møllerens det år. Vi fik punch, og der var musik og dans. Alle byens unge var med. Det var første eller anden onsdag i fasten. - En fætter til mig tjente dengang i præstegården. Ham kunne de ikke binde. Han blev sendt hen til købmanden efter søm. De svøbte papir om pakken; men han forstod nok, hvad det var for noget papir. "Tag det papir af," sagde han, "Sømmene vil jeg nok have"."

Endnu anvender de fynske børn aften efter aften mellem fastelavn og påske til at tegne og klippe de nydeligste gækkebreve. Mangen fynsk lærer får gennem årene i hundredvis af disse barnlige men så smagfuldt udstyrede og med megen kunst og flid fremstillede gækkebreve, der med deres fine klippekunst minder om H.C. Andersens berømte klipninger.

Ringe MuseumDet gamle husgeråd er også meget ofte udtryk for skønhedsglæde. Når den unge karl søndag formiddag stod på huggehuset og forfærdigede en kæresterive, et mangletøj eller en anden kærestegave, kunne han få det nydeligste frem. Husfliden opnåede en høj blomstring i de fynske huggehuse for et par menneskealdre siden. Selv en malkestol skulle være køn. Sædet kunne udsmykkes med et udskåret hjerte.

Er du så heldig at have opnået husmoderens tillid, når du kommer til f.eks. Lyø, kan du få de skønneste ting i kvindeligt håndarbejde at se. Ikke blot er der smukt vævede tøjer, men ikke mindre kunstfærdige syninger, der har kostet hundreder af timers arbejde. En rigtig opredt Lyboseng rummer stof nok til en hel lille sengeudstyrsforretning, og tingene er mere fasante end i de fleste af den slags. Endnu gemmer kister og skabe dragtdele, der viser, hvor smukt afstemte mønstrene og farverne var i de gamle folkedragter.

Fynboerne er ikke kommet sovende til herlighederne. De har også måttet arbejde, selv om det vel nok kan siges, at det grove slid, som de jyske rydningsmænd har måttet udføre, har den mere givtige fynske muld ikke budt sine børn. Vi vil lytte til, hvad en gammel kone på Avernakø, født 1851, har fortalt:

Ringe Museum"Da jeg var lillepige, måtte vi op, mens det endnu var brandmørkt. Når vi malkede, havde vi en lysestump tændt, som vi satte i gødningen bag køerne. Ellers måtte vi gå og rave i mørke. Vi skulle være færdige med morgenarbejdet til klokken 8. Når vi bryggede eller bagte, måtte vi op klokken 3-4. Så skulle vi mænge grut og give køerne, og så skulle vi have malketøjet gjort i stand. Vi kappedes om, hvem der havde det pæneste malketøj. Båndene skulle skures på malkebøtten. Så skulle vi passe mælkefadene under loftet.

Ringe Museum Ringe MuseumTil hverdag skulle vi blot feje ud; men om lørdagen skulle vi skure bord og bænke. Til davre fik vi øllebrød uden sukker og alle spiste af et fad. Hvis vi kunne nå alt det inden klokken 8, kunne vi få tid til at vaske og rede os; men ellers måtte vi gå ind, som vi var. Vi skulle være ved arbejdet klokken 8.

Arbejdet var at spinde og karte. Hen på formiddagen fik vi mellemmad. Det var en pande stegt flæsk og lidt brød til at dyppe i fedtet. Så arbejdede vi igen med ulden, til vi skulle ud og malke til middag. Middagsmaden lavede konen selv; men vi skulle vaske op. Om eftermiddagen skulle vi igen spinde eller karte.

Fra Mikkelsdag til den 12. marts sad vi aftensæde undtagen lørdag og søndag. Vi sad til klokken 9. Lyset var et hjemmelavet tællelys i en høj buk. Den ene kone, jeg tjente ved, havde et stykke brød stående på sit hoved at bide af for ikke at falde i søvn.

Om eftermiddagen fik vi mellemmad klokken 4. Det var et par stykker rugbrød med øl at drikke til. Vi spiste til aften klokken 7, når vi havde malket. Hveranden aften fik vi nykogt grød med kold mælk og hveranden aften kold grød i varm mælk. Det var byggrød.

Det værste var, når vi havde bagt, så skulle vi ind i ovnen og rense den ekstra, for så skulle rugen ind og tørres til bagning næste gang. Vi måtte kravle ind med en skæppe, hælde kornet af og jævne det ud. Det var sådan, at kulden kunne slå os, når vi kom svedt ud."

Men fynboerne har altid haft en særlig evne til at gøre arbejdet festligt. De har i vistnok højere grad end andre danske forstået at flokkes også til arbejdet og få det til at gå med liv og lyst. Skulle der plukkes humle, slog en lille flok kreds om humlekarret, mundhov og pesalliker krydsedes over karret, og de har vist sjældent haft den alvor som fortællingerne og sangene i "E. Bindstouw"; "mosemt" skulle det være.

Også hovarbejdet, der jo ellers er kommet i slem miskredit, var der ofte humør og fest over. Om hoveriet under Tybrind er der fortalt ret indgående. Et par eksempler skal anføres:

HøsletMan kappedes om at blive først færdig, og arbejdet gav anledning til mange gilder. Ved tørveskæringen på Brandsø kom herskabet og forvalteren derover og lod alle karlene og pigerne hente ud i skoven, hvor der var bestilt musik og dans, hvor også karlene dansede med komtesserne.

Høslætten gav anledning til flere slågilder. "Og der var ceremoni imellem dem i den første dans, at formanden skulle være den øverste og første i dansen. Og siden de andre efter ham ligesom de gik at slå til, og skulle enhver karl danse med sin egen pige den første gang."

Leen slibesOg høsten! For dem, der har været med til høstarbejdet for en menneskealder eller mere siden, står mindet derom i en egen glans. Den lange række mejere, hvert "jern" med sin binderske, tog sig festligt ud. Når leerne ved enden af skåret blev strøget, klang det lystigt fra mark til mark. Kappestrid og munter skæmt øgede glæden. Især gav bindingen af det sidste neg, "den gamle", anledning til megen morskab.

Når det sidste læs, der på sine steder også kaldtes "den gamle", skulle køres hjem, var høstglæden på sit højeste. Både hestene og læsset blev pyntet med blomster, og alle måtte op på det og være med til at svinge flaget og råbe hurra.

Levemåden var særlig god i høsten. Mange steder gik det særlig løs med lækre æbleskiver, og det gør det da endnu. Fra Langeland er det fortalt, at man om morgenen først fik stegt flæsk og derefter øllebrød, midt på formiddagen mellemmad og kl. 12. Middagsmad, vel bedre end til daglig. Efter middagssøvnen vankede der kaffe, kl. 4 om eftermiddagen igen mellemmad, og når arbejdet var sluttet ved ottetiden, fik man smørrebrød og dertil ølost, skørostklumper i gammeltøl.

I dagens løb blev der såvel ved måltiderne som mellem disse drukket en mængde af det gamle øl, hvilket også undertiden kunne mærkes på mændenes snak. Dette øl var brygget allerede i marts, og der var hverken sparet på malt eller humle til det. Undertiden var det tilsat perikon eller andre planter, der kunne give det en særlig kraft.

Den aften, det sidste læs kørtes ind, serveredes der både steg og punch. Det blev til et helt gilde; men det rigtige høstgilde kom dog først lidt senere. Den aften mødte alle, der havde hjulpet til med høstarbejdet, med hele deres familie. De blev som regel beværtet med oksekødssuppe, peberrodskød og svesketærte, æblekage eller lagkage. Derefter spillede de ældre kort, mens de unge dansede. Ved midnat fik de smørrebrød, og først en time eller to derefter gik hver til sit.

Meddeleren, gårdejer Valdemar Bendixen, tilføjer: "Der er næppe nogen af os, der ønsker det tunge slid tilbage; men alle vi, som har været med at stryge for kålen, binde den gamle og råbe den gamle ind for til sidst at nyde høstgildets gode mad og glæde, vi har mistet noget, som ikke kan erstattes."

"Stryge for kål", eller "hvætte for kål", hørte med til høstens muntre optrin. Når det sidste skår var faldet, gik høstkarlene hjem, stillede sig op og begyndte at hvætte jernene. Der gik bud ind, at nu var de parat til at gå løs på kålen. Så måtte madmoderen ud med et fad æbleskiver og et krus gammelt øl for at købe kålen fri. Det blev ikke altid ved tomme trusler. I hvert fald gik en karl på Bjørnø, søn i gården, engang løs på kålen, da det varede for længe, inden der kom øl ud. Faderen blev helt ærgerlig: "Ja, Kristen, det var da strengt nok. Du kunne da have nøjedes med en top; men der ligger jo en hel skår!"

Når arbejdet skulle være festligt, hvor festlige måtte da ikke festerne blive!
Barselgilde, bryllup, begravelse og andre familiefester ville det føre for vidt her at komme ind på. For blot at antyde, hvilke mægtige former de store gilder kunne antage, skal det meddeles, hvad der brugtes ved et bryllup på Lyø i slutningen af forrige århundrede. Det må dog - som en slags undskyldning - oplyses, at det var et dobbeltbryllup; to søstre blev gift, og begge brudgommene var udenøs, så gæsternes antal måtte blive særlig stort. Der blev brugt: 10 skæpper malt; der blev bagt 3 gange, og ovnen rummede 10 skæpper; desuden 4 lam, 30 gæs, 45 ænder, 95 høns og ½ fedeko.

Men der var en mængde andre gilder. Af de årligt tilbagevendende gilder for de unge kan nævnes juleleg og fastelavnsgilde, der ofte efterfulgtes af pigegilde. Desuden samledes de unge til kartegilde. Det var pigerne, der kom sammen for at karte men ud på aftenen kom byens karle også, og så gik det løs med alskens løjer og langkål.

Karlene holdt sessionsgilde, hvor de, der var indskrevet til soldatertjeneste, var adskilligt højere på strå end de kasserede. Bindegildet er foran omtalt. Svarende til det holdt børnene nogle steder gækkegilde, når gækkebrevenes tid var forbi.  -

Forskellige arbejder gav anledning til gilder som skovgilde, pløjegilde, vejgilde, rullegilde, jagtgilde og pølsegilde, ja, selv bytte-avis-gilde kunne de gildeglade fynboer finde anledning til. Levering af mælk og andre naturalier til embeds- og bestillingsfolk gav anledning til vallegilde, degnegilde, tiendegilde og smedegilde.

I bylavet holdtes ornegilde og tyregilde, hos dem, der havde byens orne eller tyr på stald, tjæregilde, når en tønde tjære toges hjem og deltes, "byttedes", ølgilder, der gik på omgang søndag efter søndag i sommertiden, igang og afgang, når en mand tiltrådte lavet eller var gået bort, og oldermandsgilde, når der skiftedes oldermand. - For blot at nævne nogle.

Lad os standse lidt ved bylavet og slutte med en kort omtale af det, der var landsbyens og bondesamfundets midtpunkt: Stævnen. Kirken og skolen skulle have, hvad der tilkom dem, og fik det også. Men de havde ikke så nøje tilknytning til det daglige liv med dets arbejde for udkommet og med dets værn om bylavets rettigheder og den enkeltes pligter som stævnen, og hvad der foregik.

Tromme fra Strammelse på TåsingePå stævnen samledes bysens mænd, når stævneklokken, trommen eller hornet kaldte dem sammen. Her drøftedes de praktiske spørgsmål om arbejdet: gødningskørsel, pløjning, høst og kvægets røgt. Her sluttede man sig enigt sammen, når det gjaldt om at værge retten over for frygtede overgreb fra herskabet eller andet regimente.

Var det ondt vejr, eller årsens tid forhindrede stævne under åben himmel, samledes man i oldermandens stue. Den kunne være større eller mindre og mere eller mindre bekvem at samles i. Men stævnen var alles, var lavets. Her havde enhver lige stor ret og følte sig lige meget hjemme. Den blev ofte hæget med en omhu, der står i forbindelse med samhørigheden, ja også med forudgangne og kommende slægter. Det må have været følelser som disse, der fik bønderne til at hugge hver sin sten net til og plante og hæge stævnets træer. Går du til stævnetræet og lægger øret ydmygt til dets rod forneden, da kan du måske med Jeppe Aakjær høre, at "Årtusind toner op i gråd og sang, mens toppen suser imod evigheden".