Dansk kulturhistorisk opslagsværk

Bryllupsskikke er betegnelsen for de folkelige traditioner, der er forbundet med indgåelse af ægteskab. Da landbefolkningen til slutningen af 1800-tallet udgjorde langt størstedelen af Danmarks befolkning, og da denne befolkningsgruppes bryllupsskikke er bedst belyst, angår de følgende oplysninger fortrinsvis disse skikke, mens bryllupsskikkene i købstæderne kun strejfes.

I øvrigt har hovedelementerne i bryllupsskikkene indtil slutningen af 1800-tallet kun undergået få ændringer, når der ses bort fra de modeprægede traditioner, som angik dragt, musik og dans; i detaljer har bryllupsskikkene dog kunnet variere meget fra egn til egn.
Indgåelse af ægteskab omfattede i landdistrikterne til slutningen af 1800-tallet en festperiode med frieriet, forlovelsen og bryllupsfesten som hovedfaserne. Frieriet foregik ofte ved 2 mellemmænd, hvoraf bejleren repræsenterede brudgommen og hans familie, mens giftemanden, som regel brudens far, repræsenterede bruden og hendes familie. Kom en aftale i stand, arrangeredes forlovelse, betegnet fæstning, jagilde eller trolovelse. Forlovelsen, der skulle foregå offentligt, var den ægteskabsstiftende handling, hvorimod den kirkelige vielse ikke regnedes som en betingelse for ægteskabets gyldighed. Ved frd af 4.1. 1799 bortfaldt kravet om trolovelse som forudsætning for retsgyldigt ægteskab, der herefter kunne indgås ved kirkelig vielse med forudgående lysning. Indtil slutningen af 1800-tallet regnede landbefolkningen dog bryllupsfesten som bekræftelsen på det kontraktlige forhold, der med forlovelsen var oprettet mellem brudens og brudgommens slægt, mens den kirkelige vielse var underordnet.
Trolovelsen foregik altid i brudens hjem. Det økonomiske grundlag for de unges fremtid blev her sikret ved bidrag fra begge sider, iberegnet forventelig arv. Ved trolovelsesfesten var nærmeste slægt og venner med samt til begyndelsen af 1800-tallet præst og degn; man spiste et festmåltid og drak skåler, hvorefter præsten forrettede trolovelsesritualet, der var en næsten tro kopi af bryllupsritualet, indtil der gennemførtes en række ændringer ved Kirkeritualet af 1685. Herefter erklæredes de unge for rette trolovede. Jaord og håndslag beseglede pagten, også efter at præst og degn ikke længere deltog i festen. Fra slutningen af middelalderen kendes fæstering eller viering, båret af bruden, og fæstensgave, fortrinsvis givet af brud til brudgom; fra 1850erne blev det alm med udveksling af ringe, ligesom også udveksling af gaver omtales. Efter trolovelsen flyttede de unge ofte sammen. Ved frd af 19.2.1783 blev trolovelsesfester forbudt og sammenflytning straffedes med bøde; i 1791 blev forbudene ophævet, og i 1799 blev trolovelse som nævnt officielt afskaffet.
I landdistrikterne blev bryllup hyppigst afholdt i årets 3 sidste måneder, hvor det nødvendige bondearbejde var overstået; i købstæderne fandt bryllup også ofte sted i maj måned. I løbet af 1800-tallet blev såvel på land som i by sommermånederne de foretrukne. Bryllupsdagen var i alm en fredag eller en lørdag. Ordet bryllup er ifølge den gængse tolkning en sammentrækning af brudeløb, dvs det brudeoptog, der gående, ridende eller kørende og med brudefolkene i spidsen markerede, at de 2 var ægtefolk. Bryllupsfesten, der som regel stod i brudens hjem og hyppigt varede 2 til 3 dage, organiseredes af dels bydemanden, dels skafferen, der som institutioner begge kendes fra 1600-tallet. Bydemandens opgave var at indbyde til gilde på de unges og deres forældres vegne, mens skafferen bl.a sørgede for lån af bænke, fade og bestik mv samt ofte også for drikkevarer og spillemænd; ved middagen forestod skafferen bordplaceringen og dirigerede serveringen. Hyppigt blev der tillige benyttet en kogekone, da gæsternes antal kunne ligge på mellem 100 og 400, f.eks fordelt således at brudefolkenes standsfæller kom på selve bryllupsdagen, de unge på andendagen og alle medhjælperne på tredjedagen. Hver indbudt familie bidrog til festens omkostninger, dels ved naturalier, dels ved kontante ydelser såsom spillemandspenge, penge til kogekonen og brudeskænk eller brudegave, dvs penge indsvøbt i papir med giverens navn på.
Nogle steder holdtes bryllupsdagens morgen i brudgommens hjem udtagning, en lille afskedsfest. Fra hjemmet dorg brudgommen og hans slægtninge til bryllupsgården eller til et aftalt sted, hvor man mødtes med den tilsvarende brudeskare, skålede som det kendes enkelte steder til ind i 1800-tallet. I bryllupsgården blev man modtaget med musik og et glas, og ofte spiste man frokost, inden man drog til kirke. Når brudetoget satte i gang, var det skik, at såkaldte forridere red om kap i forsøget på at nå frem og tilbage mellem optoget og kirken så mange gange som muligt. Det varslede uheld, hvis de kunne nå 3 ture eller mere. Brudetoget var ordnet i en bestemt rækkefølge, der dog varierede fra egn til egn. Musikken var gerne forrest, derefter fulgte brud med brudepiger eller nærmeste slægtninge, brudgom med brudesvende eller nærmeste slægtninge og endelig resten af gæsterne efter status. Efter vielsen ofrede menigheden til præst og degn, og brudetoget vendte hjem, som det var draget ud, nu blot med brud og brudgom sammen; forriderne gentog deres kapridning.
Gæsternes placering omkring middagsbordet i bryllupsgården var et kompliceret stykke arbejde for skafferen. Brudeparret blev, sammen med præst og degn og eventuelt deres koner, sat til højbords; til slutningen af 1800-tallet var det endnu nogle steder skik, at kvinderne sad på brudens side, mændene på brudgommens. Slægtskab til brudefolkene og ejendomsbesiddelse var afgørende for, hvor man blev placeret, men det hørte til spillets regler, at man vægrede sig ved at indtage sin retmæssige plads, og at man skulle nødes. Fik man ikke plads i storstuen, blev man anbragt i andre stuer eller i f.eks den festsmykkede lo. Middagsretterne varierede stærkt fra tid til anden og fra egn til egn; i landbefolkningen var grød og klipfisk med sennep og smør alm til begyndelsen af 1800-tallet, fra slutningen af 1800-tallet var suppe med boller, peberrodskød og kage udbredt. Man drak stærkt øl, vin og brændevin, derefter kaffe. Foran brudeparret stod 2 tændte lys, hvis brændetid angav, hvem der ville leve længst. Under måltidet underholdt spillemændene gæsterne.
Blandt de symbolladede bryllupper hører brudedansen til de vigtigste. Udviklingen gik fra langdanse over polskdans og menuet til totur og vals, idet dog langdansformerne holdt sig til langt ind i 1800-tallet, mens valg fra omkring år 1900 blev næsten enerådende. Bruden kunne danses op af enten præst, degn eller en bror, men også brudens far kunne være kavaler og overdrage hende til brudgommen; første dans kunne dog være forbeholdt brylluppets organisatorer, skaffer og kogekone, der med en indledende dansk skulle feje gulvet rent. Indtil begyndelsen af 1800-tallet bar bruden sin egns festdragt, derefter blev sort brudekjole alm, mens hvid brudekjole kendes fra ca 1815 og var alm udbredt fra omkring år 1900. Brudens frisure og hovedbeklædning adskilte hende fra andre kvindelige festdeltagere. Blandt overklassens kvinder var udslået hår kendt, mens andre kvinder oftest flettede håret og satte det op som en krans eller knold på hovedet; til denne fæstnedes brudekransen, det såkaldte lokketøj eller flettetøj, en opsats med perler og sten og lange, spraglede silkebånd; denne hovedpynt erstattedes fra ca 1850 af myrtekransen. Indtil begyndelsen af 1800-tallet var brudekrone alm. symbolet på jomfrudom: i Slesvig anvendtes brudekronen til midten af 1800-tallet. I løbet af bryllupsaftenen eller om morgenen efter brylluppet aftog man brudens hårdekoration og iførte hende de gifte kvinders hue, der havde afløst middelalderens hovedlin. Brudgommen fik en mandshat sat på hovedet. Fra begyndelsen af 1800-tallet kendes brudeslør og myrter, først i købstæderne, derefter på landet. Siden middelalderen fulgte gæsterne brudeparret til sengs; denne skik nævnes endnu i optegnelser fra 1800-tallets slutning, det angår bryllupper på Sydfyn og i Slesvig. Brudgommens gave til bruden, den såkaldte morgengave, havde særlig betydning indtil ordinands af 19.6. 1582 om ægteskabssager.