Ørkild slotsbanke
Indhold
Ørkild slots ruin
Ørkild slotsbanke
Øverste Ørkilds MølleDa den oprørske almue under Grevens fejde ødelagde Ørkel slot (1534) ved at sætte det i brand, reddede biskop Knud Gyldenstjerne sig sammen med sine folk ud af slottet over en kobberbro, hvoraf nu kun navnet er tilbage. Dog brændte en af folkene inde, nemlig dørvogteren, for da han som den sidste ville forlade borgen, var kobberbroen trukket op, og derved omkom han. Hans genfærd viser sig undertiden endnu i ruinerne. I de lange vinternætter, især ved fuldmåne, ses han i fuld rustning ride på en hvid hest over kobberbroen, som da også bliver synlig. I nogen tid rider han omkring på de omliggende marker og søger efter sine våbenbrødre, men derefter rider han langsomt og stille tilbage til slottets ruiner, og i næste øjeblik er både kobberbroen og genfærdet forsvundet.
I den bakke, hvor Ørkel slot i sin tid har ligget, bor der en mængde bjergpuslinger, og her opbevarer de store rigdomme. Engang da en herremand lod sin folk grave på dette sted, stødte arbejderne på en stor kobberport, men da natten kom, dækkede bjergpuslingerne stedet til, og lige så tit man senere søgte efter stedet, lige så tit besnærede troldfolkene arbejderne ved at skabe sig om til harer, som folkene da ikke kunne lade være med at følge efter. Engang da to mænd kom forbi højen om aftenen, så de kobberporten blive åbnet, og en mand med hvide knapper i kjortlen trådte ud af den. Den ene af de to mænd døde da få dage efter, og siden har ingen vovet at komme der forbi ved nattetid.
(Fra J.M. Thiele: Danmarks Folkesagn (1843-60).
